BoConcept er en investering i en vækstaktie, hvor væksten dels kommer fra stigende same-store-sales dels fra åbninger af nye butikker. BoConcept er en international retail orienteret konceptholder med et komplet produktprogram af møbler og livsstilsprodukter til private hjem.
BoConcept blev hårdt ramt af den svækkede forbrugertillid i 2011. Selskabet guidede oprindeligt en omsætningsvækst på 7-10% for 2011/12, der nu ser ud til kun at blive på et par procent. Med den høje operationelle gearing i selskabets forretningsmodel slår den manglende omsætningsvækst hårdt igennem på indtjeningen. BoConcept kom dog med en 3. kvartalsrapport i starten af marts 2012, der overraskede positivt og fik markedsdeltagerne til at opjustere forventningerne.
BoConcept er en eksponering mod en forbedring af de generelle globale konjunkturer. Samtidig vil BoConcept fortsætte med at åbne nye butikker, der vil bidrage til stigende omsætning. BoConcept fremstår som en væsentlig stærkere virksomhed end ved indgangen til finanskrisen med en klart forbedret omkostningsstruktur (der er taget 50 mio. kr. ud) og stærkere finansiel situation.
Efter det store fald i aktiekursen i 2011 har BoConcept gode muligheder for en betydelig kursstigning over de næste 6-12 måneder forudsat en positiv udvikling på aktiemarkederne.
Læs mere om BoConcept Holding på http://www.boconcept.dk/