Egetæpper er en value case. Egetæpper er en ledende spiller på det internationale Contract tæppemarkedet. Egetæpper har en stærk markedsposition, et moderne produktionsapparat med en betydelig uudnyttet kapacitet (høj operationel gearing) og en stærk cash genererende forretningsmodel.
Det internationale tæppemarked er et konjunkturfølsomt (sen cyklisk) modent, fragmenteret og konkurrencepræget marked. Indtil krisen kom, har Egetæpper evnet at vokse i dette marked gennem produktudvikling og bearbejdning af nye markeder som Mellem- og Fjernøsten. Forventningen til væksten for de kommende år er under de nuværende afdæmpede konjunkturudsigter omkring 2% p.a. Den beskedne omsætningsvækst bliver primært skabt af prisstigninger, som Egetæpper har gennemført som kompensation for stigende råvarepriser. På indtjeningssiden har Egetæpper overrasket positivt med et bedre resultat for de første 9 måneder af 2011/12 end forventet. Det medførte, at selskabets opjusterede forventningen til resultatet før skat for 2011/12 fra 40 mio. kr. til 46 mio. kr. på sammenlignelig basis. Der er udsigt til yderligere marginalforbedringer i de kommende år. Lukningen af fabrikken i Vejle medfører en omkostningsbesparelse på 10 mio. kr. årligt fra 2013/14. De stigende råvarepriser vil dog delvist modvirke denne omkostningsbesparelse. På længere sigt vil løftestangseffekten, som selskabets betydelige ledige kapacitet giver, slå igennem med yderligere margin forbedringer til følge.
Vi forventer, at Egetæpper har et pænt kurspotentiale på 6-12 måneders sigt. Det vil hjælpe på likviditeten og kursudviklingen, hvis Egetæpper vælger at kanalisere noget af den betydelige overskudslikviditet tilbage til aktionærerne via aktiemarkedet i form af aktietilbagekøb.
Læs mere om Egetæpper A/S på www.ege.dk